2004

Referat af whiskymødet 14/2 2004

Referent og vært: Broder Kim 

Tilstedeværende: Broder Kim, Broder Sten, Broder Jakob, Broder Andreas, Broder Jesper, Broder Henrik og Broder Ole. 

Punkt 0: Lauget mødes, og maden serveres til rolig jazz-musik. Der blev spist op, og den tilbagevendende diskussion omkring mængden af mad blev taget op igen - den dobbelte ration er måske lige i underkanten (måske lærer vi det engang!). 

Punkt 1: Mødet åbnes med laugets klokke. 

Punkt 2: Sidste mødes referat bliver gennemgået og godkendt. Sidste mødes sjat bliver sat på bordet og smagt (Glen Garioch [Glen 'Gi:ri] 15år), samtidig med at vores bedømmelse fra sidst kort gennemgås. 

Punkt 3: Broder Kim præsenterer aftenens whisky (Auchentoshan ['Okentoshn] 10 år 299,-). Pga. det stigende medlemstal i lauget, var der blevet taget beslutning om at købe to. 

Punkt 4: Aftenens whisky indtages i (næsten) stilhed, mens der tages noter. Broder Jesper havde omdelt en liste af ord, som kunne hjælpe os i vores bedømmelser. 

Punkt 5: Laugets bedømmelser gennemgås punkt for punkt: 

Auchentoshan 10 år - Samlet bedømmelse:

  • Farve: guld/gylden, honning, rav (kobber).
  • Duft: sødlig, karamel, vanilje, sherry (citrus, chokolade, port, løv)
  • Smag: krydret, nød, tørv, rund, karamel, toffee, lakrids, sød, kompleks, behagelig, let syrlig (tilsyneladende lidt uenighed her!).
  • Eftersmag: Eg, fløde, blid, karamel, let, olie, toffee, sødlig, rund, sherry.
  • Særlige kendetegn: Meget mild (en dame whisky/allround).
  • Konklusion: let, allround / dame whisky, under middel, fornuftig, god. Generelt for lauget er, at det er en mild whisky, som ikke træder nogen over tæerne, men derved heller ikke frembringer den store jubel (specielt hos Broder Jesper, som nok var lidt skuffet).
  • Karakter: 9, 8, 8, 10, 7, 7, 8/9 (8,2)

Punkt 6: Næste møde afholdes hos Broder Ole A d. 28/8. 

Punkt 7: Eventuelt:

  • Der fremlægges forslag omkring budget mht. dyrere whiskyer, hvis værten skulle ønske at servere en sådan. Det vedtages (100%) at budgettet på 200,- kr kun kan overskrides, hvis flertallet af medlemmerne stemmer for.
  • Broder Jesper foreslår whisky-smagning hos Kjær & Sommerfeld d. 17/3 - reklame runddeles.
  • Broder Jakob foreslår nyt medlem (Jakob)
  • Andreas (på dette tidspunkt endnu ikke broder!!) foreslår whiskymessen i Kolding (www.whiskymessen.dk).
  • En diskussion opstår omkring hvorvidt vi skal afholde laugsmøder oftere. Efter længere diskussion vedtages, at det skal vi ikke, da flere medlemmer har svært ved at afsætte ressourcer til dette - vi kan dog afholde uofficielle møder udenfor laugets regi, og der foreslås d. 20/4 hos Broder Kim.
  • Broder Kim foreslår nyt medlem (Ole C)
  • Broder Kim stiller spørgsmål omkring et evt. maksimum på laugets medlemstal. Det vedtages (100%) at stille et foreløbigt max. på 10 personer. I diskussionen fremkom bla. forhold omkring fremtidige møder - kan alle huse hele lauget ?, Går det ud over kammeratskabet og hyggen ? Hvem kan indstilles til Lauget? Efter længere diskussion bliver vi enige om, at vi må kunne stole nok på hinanden til, at når et medlem foreslår et nyt medlem, så har det eksisterende medlem overvejet hvorvidt det foreslåede medlem vil "passe ind". Det vil ikke være passende at "smide" et medlem ud, hvis dette først er blevet accepteret. Det eneste grundlag for ekskludering vil være overtrædelse af laugets gældende vedtægter.
  • Som følge af foregående diskussion foreslås det, at der vedtages en fast procedure/ceremoni for optagelse af nye medlemmer. Broder Jesper og Broder Kim foreslås til at udfærdige et forslag til næste møde.
  • Afstemning omkring optagelse af whisky-aspiranterne (Steen og Andreas). Da dette var nyt for lauget måtte der improviseres lidt - Steen og Andreas blev en kort tid sat uden for døren, og begge blev enstemmigt vedtaget som nye medlemmer. Velkommen Broder Steen og Broder Andreas.

Punkt 9: Mødes lukkes af værten, og øl plus diverse whiskyer stilles til rådighed for laugets medlemmer. 

Billeder fra den 14 februar 2004

Tilstedeværende: Broder Kim, Broder Sten, Broder Jakob, Broder Andreas, Broder Jesper, Broder Henrik og Broder Ole.

Vært: Broder Kim

 

Picture Aftenen indledes med en kølig pils.
Picture Her ses venstrefløjen :-)
Picture Og efter middagen nydes de våde varer.
Picture Samlet flok.

Fra venstre: Ole A, Steen, Andreas, Jesper, Jakob, Henrik og Kim.

 

Referat af Whiskymødet 28/8 2004

Referent og vært: Broder Ole 

Tilstedeværende: Broder Jesper, Broder Ole, Broder Kim, Broder Henrik, Broder Steen og Broder Ole C. 

Afbud: Broder Jakob samt Broder Andreas. 

Punkt 0: Lauget mødtes, middagen blev serveret. Middagen var vellykket. Rådet fra sidste møde om minimum dobbelt portion var fulgt. Der var faktisk 4 dobbelt denne gang og det betød en smule mad tilovers. 

Punkt 1: Mødet åbnes af Broder Ole med laugets klokke. 

Punkt 2: Sidste mødes referat bliver gennemgået og godkendt. (Kim har medbragt det til lejligheden - bedre sent end aldrig) Sidste mødes sjat smages og bedømmelserne fra sidst kigges igennem. (Auchentoshan 10 år) 

Punkt 3: Broder Ole fremlægger foredrag om aftenens whisky (Deanston 12 år). Valget var faldet på denne da det var månedens whisky og kostede 299,- .(Kjær og Sommerfeldt). 

Punkt 4: Aftenes whisky bliver indtaget i ro og mag samt koncentration omkring bedømmelserne. 

Punkt 5: Laugets bedømmelser gennemgås. 

Deanston 12 år - Samlet bedømmelse:

  • Farve: Honninggul/lys, lys æblemost, gylden rav, strå.
  • Duft: Sød/frugtagtig, lidt æble og nød, træ og hasselnød, sødlig/karamel, vanilie og honning - meget fyldig duft, lækker.
  • Smag: Ikke sprittet, rund, sød, ikke røget, fløde, ikke kraftig, krydret, syrlig, eg, svær at bedømme, honning/måske lidt sød frugtagtig.
  • Eftersmag: Behagelig, ikke sprittet, ikke røget, fed, lang, frugtagtig, eg, tør, bitterhed, malt, let, lidt tørv, lidt sprittet men behagelig, måske toffee.
  • Særlige kendetegn: Blød, rund, overraskende fed eftersmag, gardiner men ikke specielt tæt, svær at differentiere, mest kraftig i duften, noget mildere i smagen, sød smag, lys farve, spredte gardiner.
  • Konklusion: En god begynderwhisky, blød, rund, mild, starter svagt og fint men vinder ved den specielle eftersmag, god, spændende som er svær at differentiere, god allround, kan stå alene da den er "let" og alligevel kompleks.
  • Karakter: 9/10, 8/9, 8, 8, 8/9, 8/9 (gns. 8,6).

Punkt 6: Næste møde afholdes hos Broder Steen den 18. februar 2005. 

Punkt 7: Eventuelt.

  • Broder Ole foreslår nyt punkt til dagsordenen d.v.s punkt 8. Optagelse af nye medlemmer. 4 stemte for og 1 undlod at stemme.
  • Der er whiskymesse d. 9/10-2004.
  • Der er whiskysmagning d. 16/11-2004.
  • Broder Jesper genopfrisker omkring klokken m.m. Værten er tovholder/formand. Referatet bør udkomme relativt hurtigt efter sidste møde.
  • Broder Henrik kan skaffe lommeure fra 285,00 kr. og opefter p.g.a. svigerfader-forbindelse. Interesserede kan maile til ham.
  • Broder Kim og Broder Henrik foreslår at lauget indfører et ritual for nye medlemmer. Nye medlemmer skal indvies med en rigtig slavewhisky som smagsprøve således at de aldrig forfalder til dårlig whisky. Det skal drikkes/tømmes inden mødeleder ringer mødet ud. Forslaget vedtages enstemmigt.
  • Ole Christiansen er til afstemning og forlader rummet et øjeblik. Han vedtages enstemmigt og kan nu tituleres Broder Ole C. Herefter udføres det nu vedtagne ritual med en af husets slavewhiskyer. Prøven bestås med glans af Broder Ole C.
  • Jævnfør punkt under eventuelt fra sidste møde havde Broder Kim og Broder Jesper et forslag med til en fast procedure/ceremoni for optagelse af nye medlemmer. (Referenten har en smule hukommelsestab på dette punkt men mener at have noteret følgende:) Nye medlemmer skal have besked om endelig optagelse/tiltag fra mødelederen inden 14 dage efter mødet. Det kræver enstemmighed og kræver ingen argumenter.
  • Broder Henrik foreslår endvidere at lauget indkøber slavewhisky. Dette besluttes enstemmigt.

Pkt. 8/9 Den formelle del ringes af og klokken overdrages til Broder Steen. Der fortsættes dog med indtagelse af øl og whisky, og Broder Ole stiller sit whiskylager til delvis rådighed.