Vedtægterne

Laugets medlemmer:

  • Hr. Broder Jesper Hybel
  • Hr. Broder Henrik Hybel
  • Hr. Broder Ole Abildgaard
  • Hr. Broder Kim Ove Nielsen
  • Hr. Broder Jakob Schultz
  • Hr. Broder Steen Abildgaard Deleuran
  • Hr. Broder Michael Nikolajsen
  • Hr. Broder Aref Marni Olsen
  • Hr. Broder Flemming Lerbæk

 

Medlemslisten holdes løbende opdateret og indeholder altid laugets aktuelle medlemmer (6).

Laugets vedtægter:

Navn: Whiskylauget af 15/6-2000.

Stiftet af:
•Hr. Broder Jesper Hybel
•Hr. Broder Henrik Hybel
•Hr. Broder Ole Abildgaard

Formål:

At studerer, indtage og tilegne sig viden om whiskyens mangfoldige udbredelse og whiskyens kvalitet og smag.

Whisky:

Lauget tager “Single Malt Whisky” op, alle med afstamning fra Scotland og Irland, men vil desuden være frit stillet til eventuelt at tage specifikke temaer op.

Mødeform:

Whiskylauget mødes ca. hvert halve år (fortrinsvis i februar og august), hvor en udvalgt whisky tages til eksamination. Næste mødes vært og dato for næste møde aftales ved foregående møde et halvt år frem. Næste mødes vært skal udsende invitation til næste møde pr. mail 4 til 8 uger før den aftalte mødeaften (9).

Whiskylauget spiser og drikker sammen efter fastlagte retningslinjer. Ud over aftenens whisky, samt eventuelle sjatter, indtages kun øl af prima mærke (Carlsberg, Tuborg etc.).

Menu:

Menuen til aftenens middag er fast: Chili con Carne. Aftenens vært bestemmer selv blandingsforholdet. Menuen kan dog afviges, hvis næste vært efter at være valgt på aftenens møde fremlægger en alternativ menu til afstemning. Hvis dette bliver godkendt med 2/3 flertal blandt de fremmødte er det vedtaget (7).

Påklædning:

I forbindelse med laugets møder skal der bæres smoking. Overtrædelse medfører en symbolsk bødestraf (1).

Økonomiske forhold:

Kassereren vælges og sidder i 2 år af gangen. Kontingent er kr. 200,- pr. halve år, og betales ved det halvårlige ordinære møde eller senest 14 dage derefter til aftenens vært (6).

Aftenens vært sørger for mad og drikkevarer til mødet. Aftenens vært lægger ud for sine indkøb og får efter mødet refunderet sine udgifter fra kasseren efter overdragelse af sine udgiftsbilag.

Overskud i kassebeholdningen, herunder bødeindtægter, skal anvendes til en “Whiskysmagningstur” til Scotland (2).

Det er kasserens pligt at opdrive kontingent. Hvis et medlem ikke har betalt kontingent senest ved afholdelsen af et møde rykker kasseren efter en uge medlemmet pr. mail. Er der stadig ikke betalt kontingent en måned efter mødet rykker kasseren endnu engang pr. mail. Hvis kontingentet fortsat ikke er indbetalt senest 14 dage efter den anden rykker er personen automatisk ekskluderet af lauget, og kasseren informerer de øvrige medlemmer om dette pr. mail. Varsel om ekskluderingen vil fremgå af rykker nummer to til medlemmet (8).

Optagelse og ekskludering af laugets medlemmer:

Optagelse af nye medlemmer sker kun på indstilling af bestående medlemmer. Forslag om et nyt medlem varsles over for de nuværende medlemmer mindst 14 dage før et regulært møde, hvor det foreslåede nye medlem så skal deltage. Det foreslåede nye medlem skal under optagelsespunktet på mødets dagsorden igennem et optagelses ritual, hvor en ikke ubetydelig mængde whisky skal indtages og vurderes af medlemmet INDEN mødet bliver ringet af af aftenens vært (6). Optagelsen skal derefter godkendes af mindst 2/3 af laugets fremmødte medlemmer på mødet. Indstillede personer skal være i besiddelse af en smoking for at optagelse kan komme på tale (5).

Ved manglende indbetaling af kontingent, skal restanten rykkes 2 gange, hvoraf mindst den ene henvendelse skal være skriftlig. Ved fortsat manglende betaling ekskluderes medlemmet (4).

Ændring af vedtægter:

Laugets vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer. Hvis vedtægterne ændres skal de nye vedtægter lægges på hjemmesiden og alle medlemmer informeres pr. mail (7).

Bøder:

§1: Ved overtrædelse af dress-code, dvs. fremmøde i anden påklædning end smoking, idømmes medlemmet en bøde på kr. 10,- (7).

§2: Ved manglende fremmøde til mødeaftener uden afbud, idømmes medlemmet en bøde på kr. 50,- (3).

§3: Hvis referat og regnskab ikke foreligger senest 1 måned efter mødet afholdelse, idømmes aftenens vært en bøde på kr. 10,- (7).

§4: Hvis laugets udstyr (klokke, sjat, glas) mangler på mødet, idømmes aftenens vært en bøde på kr. 10,- (7).

Ændringer:

1.Tilføjet ved mødet den 3/2-2001
2.Vedtaget ved mødet den 3/2-2001
3.Vedtaget ved mødet den 4/8-2001
4.Ændret ved mødet den 4/8-2001
5.Tilføjet ved mødet den 4/8-2001
6.Ændret ved mødet den 15/2-2008
7.Ændret ved mødet den 16/8-2008
8.Tilføjet ved mødet den 15/8-2009
9.Tilføjet ved mødet den 27/8-2011